hovpleje.dk



Klageforløb

Hvis der er sket en fejl i forbindelse med skoning af din hest, eller hvis du af en anden årsag ikke er tilfreds med arbejdet, kan du klage til Hov- og Beslagsmedebranchens Ankenævnsordning. Behandlingen af klagen er gratis, hvis du får helt eller delvist medhold.

Tal med beslagsmeden først
Du skal selvfølgelig først henvende dig til beslagsmeden, da han skal have mulighed for at tage stilling til sagen. Bliver I ikke enige, eller kan du ikke få kontakt med beslagsmeden inden for en frist på 5 dage, skal du kontakte Ankenævnet og få tilsendt et klageskema. Da det er levende dyr, vi har med at gøre, er det vigtigt, at der reageres hurtigt, så skaden ikke forværres. En besigtigelse af arbejdet skal ske inden for max. 10 dage fra arbejdets udførsel. Det kan være en god ide at tage nogle fotos og evt. gemme regninger mv. hvis en dyrlæge har været involveret.

Klagegebyret er 1.560 kr.
Det koster 1.560 kr. at indbringe en sag ved Ankenævnet. Men du får pengene tilbage, hvis du får helt eller delvist medhold i klagen.

De fleste sager klares uden behandling i Ankenævnet
Når du har returneret skemaet til Ankenævnets sekretariat, bliver klageskema og klagegebyr registreret. Ankenævnet tager herefter kontakt til beslagsmeden og kunden for at få begge parters eventuelle kommentarer. Her bliver de fleste sager ofte løst. Men opnår man ikke enighed/forlig, bliver sagen afgjort af Hov- og Beslagsmedebranchens Ankenævnsordning.

Ankenævnets behandling
For at give Ankenævnets medlemmer det bedste grundlag for at afgøre sagen, kan der i nogle tilfælde blive tale om at arbejdet bliver besigtiget af en eller flere sagkyndige.

30 dage til at opfylde kendelsen
Når sagen er afgjort hos Ankenævnet, bliver kendelsen sendt til begge parter. De har så 30 dage til at opfylde den.

Ankenævnet er uvildigt
Hov- og Beslagsmedebranchens Ankenævnsordning består af en brugerrepræsentant, en beslagsmed og en dyrlæge. Omkostninger forbundet med Ankenævnets drift betales af de organisationer, der er med i ordningen. Ankenævnet behandler ikke sager af økonomisk karakter.

Tilbage


©2009 DS Håndværk & Industri | Magnoliavej 2 | 5250 Odense SV | Telefon: 6617 3333 | Fax: 6617 3230 | ds@ds-net.dk